Drengene Poul og Jens bliver igen tilkaldt af grev Holger Rosenbed, der har brug for deres hjælp i 1500-tallet, hvor han er lige ved at miste sit gods, Rosengård Slot, til den onde, rige og grådige grev Scheel fra Gl. Estrup på Djursland. De to drenge trylles tilbage i tiden for at hjælpe, men nemt er det selvfølgelig ikke. Det hjælper dog, at der bl.a. anvendes trylleri og magi, men stadig har de to drenge behov for en hel del held, inden skødet er fundet og godset sikret, for selvfølgelig ender også dette eventyr godt for de gode og skidt for de onde. Det er et både dramatisk og sjovt eventyr med en lang række af de klassiske elementer fra sagn, myter og eventyr skruet sammen i en moderniseret form, helt på samme måde som i det første bind om de to uheldige helte, Djævlebaronen (2002), hvor de også hjalp grev Holger. Historien er både spændende og underholdende, så børn fra 10 år vil nyde at høre historien og fra ca. 12 år kan de læse den selv. Foruden trolde og nisser deltager denne gang også faktiske personer fra Danmarkshistorien, og vi får en underholdende forklaring på, hvordan Kalø Slot blev til en ruin. Desværre er der denne gang ingen ekstra krølle på tidsrejsen lige som i første bind, hvor de skrev en projektopgave om deres oplevelser. Det tilførte historien en yderligere dimension, der mangler denne gang, men underholdende er det stadigvæk.