Bred målgruppe, dog primært unge og voksne. Til dem, der gerne vil vide noget om matematiske fænomener og gerne vil underholdes på en hjernevridende facon.
Anker Tiedemann er arkitekt og formidler af stof om kunst og matematik. Han var chefredaktør i en årrække for "Bo bedre" og andre blade hos Bonnier. Han grundlagde "Vinavisen" på internettet, har lavet tv-udsendelser og udgivet en række bøger om kunst og matematik. I Den gyldne femkant forklarer han i et lettilgængeligt sprog i kapitler på gennemsnitligt 3 sider om magi i tal og tegninger, om former, magiske kvadrater, fraktaler og formler i musik. Han skriver om Murphys lov, matematikken i Bachs musik og Leonardo da Vincis kunst. Han gennemgår videnskabelige emner helt tilbage til oldtiden og naturens matematiske orden. Det er meget spændende, udbytterig, tankevækkende og underholdende læsning. Bogen vil være god at have i et sommerhus til fælles tidsfordriv. Populært sprog, mange illustrationer. Bagest i bogen er facitliste til opgaverne i bogen.
Bogen er 2. udgave, førsteudgaven af bogen udkom i 2002. De to udgaver er stort set ens. Eneste ændring er, at den nye er trykt på glittet papir og nogle af illustrationerne er erstattet af andre med samme motiv. Anker Tiedemann har udgivet flere andre lignende bøger om matematik og underholdende oplysning. Familiens store quiz- og gådebog af Poul Malmkjær ligner Den gyldne femkant.
God og underholdende bog om matematiske emner og fænomener.