Den voldsomme udvikling i produktionen af ny viden sætter den traditionelle faglighed i skolen under pres, og der er til stadighed en diskussion af skolens fag og pædagogik. Iflg. forf. er kvalitet i undervisning lig med dens bestræbelse på, at mennesket i dets daglige liv kan forbinde intellekt og følelse, viden og sanselighed i en levende vekselvirkning. Denne vekselvirkning er samtalen mellem elev og lærer, hvor begge har så meget respekt, at de ved at lytte kan lære af hinanden. Dansk skole- og højskoletradition har sin oprindelse i Grundtvig og Kold, som altid i denne sammenhæng nævnes sammen. Grundtvig formulerede ikke en egentlig pædagogisk teori, men hans tanker blev udmøntet af Chr. Kold. Disse tanker kan ikke uantastet gentages i dag; de skal gøres nutidige, og skolen og lærerne må sprogliggøre det grundtvig-koldske i en mere teoretisk forstand, hvad bogens analyse af friskolernes hjemmesider så tydeligt viser er nødvendigt. Bogen, der indeholder en grundig gennemgang af skolelove, debatoplæg m.v. samt en glimrende indføring i Grundtvigs og Kolds tanker, viser, at forholdet mellem lærer og elev er grundlæggende for at kunne forstå undervisningens væsen.