Søde små bamsebjørne er kendt fra mange børneværelser og børnebøger, ligesom de charmerende delfiner også hører til de nuttede dyr i manges bevidsthed. I disse to udmærkede, men ikke specielt markante bøger af Valérie Guidoux og med fransk oprindelse fortælles om biologien bag dyrene - delfin og brun bjørn - med udgangspunkt i ungerne, men med fakta om hele familiens samlede levevis. Det sker i en kort, præcis tekst samt store fine fotos med tilhørende tekster. Dertil kommer jævnlige spørgerammer med 3 svarmuligheder og med svaret på næste opslag. Målgruppen er fra de ældre højtlæsningslyttende til de yngre selvlæsere på ca. 10 år. For begge dyrs vedkommende er der tidligere udkommet flere bøger, bl.a. har samme forlag udgivet serien Lette Flachsbøger, der ligner noget, men er endnu lettere. Desuden er der i 2000 udkommet Grizzlybjørn af Michael Leach samt Delfin af Nic Davies, som begge minder meget om de to nye. Naturligvis er der flere andre om samme emner. Vil børnene vide mere, og er de bare 1-2 år ældre, vil de med et udækket vidensbehov og en umættelig nysgerrighed være bedre hjulpet med Hvaler og delfiner (1999) samt Bjørne og pandaer (2000) i forlagsserien Alverdens dyreliv.