Julen 1914 indtraf en usædvanlig begivenhed i den blodige krig på Vestfronten, idet soldaterne spontant mod ordrer forlod skyttegravene, udvekslede gaver, spillede fodbold, lod sig fotografere eller sang sammen. Denne selvbestaltede julevåbenhvile holdt flere steder forbavsende længe, inden overkommandoen tvang myrderierne videre. Begivenhederne, som hidtil kun er sporadisk omtalt, får her grundig behandling med øjenvidneskildringer, sam- og eftertidsberetninger, breve og fotos. Bogen giver godt indblik i soldatens vilkår og samtidens ånd og reaktioner, men kræver også nogen historisk forhåndsviden. Fremstillingen er for mig lidt ustruktureret, stedvist springende og causerende med mange ret enslydende beretninger og stadig kredsen om de moralske aspekter ang. krig som sådan. Forfatterens stedvise moralisering og indignation virker her til tider trættende, og jeg synes, at fremstillingen havde stået stærkere, hvis han havde ladet de impliceredes udsagn og handlinger tale selv i stedet for at konkludere på læserens vegne. Men det rokker ikke ved de mange fine personlige beretninger, gode detaljer og tidsbilledet, som giver en fascinerende anderledes historisk vinkel med linier op til i dag og levendegørelse af begivenhederne, så læseren virkelig berøres.