Trolle har spist for mange jordbær og har en forfærdelig mavepine. Den lille heks og hendes venner vil selvfølgelig hjælpe, men heksens trylledrikke får først Trolle til at hikke, og bagefter får han røde og grønne tern over hele kroppen! Bogen, der er 6. bind i den serie, der indledes med Den lille heks, viser den lille heks og stakkels Trolle på sit farvestrålende omslag. Bogen kan godt læses enkeltstående, men fungerer bedst, hvis man har læst nogle af de foregående bind. Den er gennemillustreret med forfatterens egne, farvestrålende tegninger, der er udført i en enkel og humoristisk, men noget stereotyp streg. Historien hænger godt sammen og er stilfærdigt spændende, og de korte og forholdsvis enkle sætninger er sat på korte, læsevenlige linier og med ret store typer. En rar og venlig lille historie, der i lige høj grad henvender sig til drenge og piger og vil tiltale begynderlæserne fra 8-9 år.