I 2001 og 2002 udkom en række bøger i serien Hvem er du?. De var af fransk oprindelse og handlede om vilde dyr fx pindsvin, bæver, leopard og bjørn. Nu udgives i samme serie nogle bøger om kæledyr. De er også primært beregnet til oplæsning for børn fra femårsalderen. Selvlæsning fra ca. ti år. Denne her bog handler om katte. Den tager udgangspunkt i killinger og fortæller om udseende, sanser, leg, føde og opvækst. Til sidst et kapitel om at holde kat. Bogen er forsynet med mange, søde farvefotografier af både killinger og voksne katte. Enkelte billeder skæmmes dog af for voldsom dæmpning af højlysene. På hvert andet opslag findes en lille gættekonkurrence med tre svarmuligheder. Det rigtige svar med tilhørende forklaring ses på næste opslag. Teksten er sat med forskellige typer og størrelser alt efter, om der er tale om brødtekst, forklaringer, illustrationstekst eller faktabokse. Der findes i forvejen en del bøger om katte for samme målgruppe bl.a. Sådan holder jeg kat (2005), der bedre fortæller om mange emner lige fra anskaffelse til sorgen over at miste sin kat.