En sød billedbog om den store kærlighed - sådan rent bogstaveligt talt. Læs den op for børnehavebørn mellem 3 og 5 år, når de begynder at tænke i kærlige baner.
Ak ja kærligheden tåler alt, tror alt, som Paulus sagde, og sådan er det også for bogens umage par, når vi snakker størrelser: den lille krokodilledreng og den lange girafpige. De elsker hinanden og vil gerne flytte sammen. Men det er ikke nemt. Den enes hus er for lille, og den andens er for stort, og det kommer der nogle ret morsomme situationer ud af for os læsere. Mindre sjove for parret, som må kæmpe med høje stole og lave lofter. Faktisk har det søde par det allerbedst- som så mange andre nyforelskede - på langs i en varm seng, og det faktum giver dem den en genial ide til en noget utraditionel løsning på deres kærlighedsproblem: en pragtfuld swimmingpool, hvor størrelsen ikke betyder det mindste. Forfatteren kender vi så udmærket i forvejen fra andre billedbøger; sidst Den vil jeg have (09/49. Det ser ud til at være to andre bøger om parret her under opsejling. Illustrationerne er, som vi kender dem fra de andre billedbøger. Farverige, glade og naive i en barnlig og kluntet streg.
Jeg kan kun komme frem til den gamle Leopanter af Jozef Wilkon fra 94/45, som har samme tema.
En ganske sød lille bog om at være forskellig og lære at indrette sig efter det. Uanset om den har dyr i hovedrollen, så tror jeg, den kan bruges som udgangspunkt for en snak i hjem og institution om at være sammen på trods.