Dræbersneglen Zorgoth truer med at udrydde "Den Megamuntre Magiske Skov", men fem meget forskellige helte sætter sig for at stoppe ham. For 4-8-årige, der kan lide en eventyrlig og morsom heltefortælling.
Billedbog i stort format, knap 29x29 cm. I "Den Megamuntre Magiske Skov" er dagene fulde af solskin og leg. Lige indtil den onde dræbersnegl Zorgoth truer med at drikke magtens eliksir og udrydde "Den Megamuntre Magiske Skov". Nissen Herbert, faunen Klovs, enhjørningen Blomst, svampen Svend og feen Tindre bliver af "Rådet for Muntre Anliggender" udpeget til at følge efter Zorgoth på ondskabens slimede vej for at stoppe dræbersneglen. Det bliver en farefuld rejse med dramatik og eventyr, hvor de fem heltes mod og venskab bliver sat på prøve inden det endelige opgør med Zorgoth.
En ganske herlig fortælling om ondskab og idyl, der i tema og udfoldelse leder tanken hen på diverse rolle- og computerspil. Illustrationerne er holdt i en farverig graffitig-stil med skarp sort konturstreg og et mylder af detaljer at fordybe sig i. Den enkle tekst, der er sat med tydelige typer, egner sig til at blive læst højt. Gå ikke glip af første bog Den megamuntre magiske skov, hvor der er mere eventyr med de fem helte og deres muntre skov.
Lidt af samme streg og fantasi finder man hos finske Mauri Kunnas fx i Hr. Buk og verdens vidundere.