Saabye Christensen er i forvejen fint repræsenteret på dansk, bl.a. med novellesamlingen Ingens, 1994, som viser, hvor godt novellegenren ligger for ham. Stilen blev relevant jævnført med Benny Andersen og Claes Johansen. De her foreliggende 4 længere noveller bekræfter billedet af Saabye Christensen som en fremragende novelleforfatter. Novellerne begynder alle med en fredelig eller rummelig udgangssituation men alligevel med en uudtalt anelse af, at noget er skævt eller forkert, at dramaet kan åbne sig som et svælg under de agerende. Handlingen udvikler sig så dels i ro, dels med små knæk eller mere eksplicite varsler om den endelige katastrofe, som pigen, der drukner, eller det endelige vendepunkt, hvorefter intet mere kan blive som før, som f.eks. når konen ikke vil stå af sporvognen sammen med sin mand men kører videre - vi må tro: ud af hans liv. Sproget er meget præcist, stilen enkel men ladet, der er drama og alvor og grumhed som i titelnovellen men også humor i bogen, der kan anvendes som Saabye Christensens tidligere.