Billedbog egnet til højtlæsning for børn fra ca. 4 år.
I denne billedbog hører vi om hr. Skrummel, som altid er iført en kæmpemæssig frakke, der på sælsom vis bølger og buler ud og bevæger sig. Børnene i hr. Skrummels gade er nysgerrige efter at finde ud af, hvad der gemmer sig under frakken, så de beslutter sig for at følge efter ham. De konstaterer, at der komme mærkelige lyde fra frakken og at den tilsyneladende bliver større. En dag ser børnene en krokodille slippe ud under frakken, og de hjælper hr. S. med at fange den igen. Det viser sig, at S. er zoo-direktør, og at han hver dag har dyrene med hjem under frakken, fordi de er hans venner! Til slut ser vi, at børnene fremover hjælper S. med at få dyrene hen i zoo. Teksten til denne lidt fjollede fortælling er velskrevet, men det er de lettere ekspressionistiske, farvelagte, helsides illustrationer, der bærer historien. De er fulde af liv og sine steder af spændende perspektiver og en let uhygge, som også manifesterer sig i en farveholdning med brunlige og grønlige nuancer og på sæt og vis i børnenes ansigtsudtryk. Forfatter/illustrator er ikke tidligere udgivet på dansk.
Denne billedbog kan minde om en række andre tyske billedbøger med en lidt tynd historie, men flotte, ganske spændende og spektakulære illustrationer.
Flot og spændende illustreret billedbog med en lidt tynd historie.