Forfatterparret, der både er forretningspartnere og ægtefæller, udviklede metoden "den nødvendige samtale i parforholdet", da deres eget ægteskab begyndte at skrante. Det skete, fordi parforholdet blev nedprioriteret til fordel for det praktiske og firmaet, som ironisk nok er en konsulentvirksomhed, hvor parret underviser andre i bedre kommunikation. De erkendte, at parforholdet ikke er noget, der kører af sig selv. En forventning som mange ellers har, og det går ikke. Når samtalen dør imellem partnere, udhules forholdet. Metoden bygger på en række kendte teorier, som gennemgås kort og letforståeligt i starten af bogen, og som man kan gå let henover, hvis man vil. Herefter beskrives metoden trin for trin, så den sætter parret i stand til at benytte den ud fra bogens anvisninger. Styrken ved denne gør-det-selv-metode i forhold til at gå i terapi hos en terapeut er, at det er parterne selv, der er hovedaktører i processen. Og det er netop, hvad der får den til at skille sig ud fra mængden af parforholdsbøger. I Kærlighedens alkymi, 2006 og Imago - kærlighedens terapi, 2005, som har samme intentioner, er der tale om decideret terapi. Bogen er oplagt for alle, der lever i parforhold. Desuden også andre former for par fx i arbejdslivet samt for terapeuter.