Tryl Harry Potter-universet frem i køkkenet. Bogen kan bruges af børn fra 6 år med hjælp fra en voksen.
Bagebog inspireret af Harry Potters univers. Der er 43 opskrifter fordelt på to dele - en, der smager salt og en, der smager sødt. Hver opskrift er markeret med lyn, og antallet af lyn fra 1-5 angiver sværhedsgraden. Derudover er der ved opskrifterne diætflag, som viser, om opskriften er vegetarisk, vegansk eller glutenfri. Som optakt til opskrifterne er der et afsnit om sikkerhed, dvs. håndvask, rengøring og håndtering af skarpe knive og ovne. I dobbeltopslag præsenteres opskriften med arbejdsgang, ingredienser og fotos. Der er fx opskrifter på tryllestave, fordelingshat og quidditch-focaccia. Bagerst i bogen er der skabeloner til bagværket samt register.
Fans af Harry Potter vil elske denne bog, men den kan også bruges af dem, der fx vil bage til en fest med halloweentema. Opskrifternes sværhedsgrad spænder vidt, så bogen kan bruges bredt af børn fra 6-7 år med støtte og hjælp fra en voksen.
Ditte Julies Vores bagefabrik : bagning med børn til højtid og fest indeholder temakager fx halloween og henvender sig også til børn i alle aldre med eller uden voksnes hjælp i køkkenet.