Med udgangspunkt i Nietzsches forestilling om "viljen til magt" redegøres der i kronologisk orden for hans kultursyn fra kristendommens begyndelse og frem til moderniteten, hvor hans humanistiske væmmelse udfoldes. For alle filosofiinteresserede.
Bogen uddyber Nietzsches tænkning om forholdet mellem det aristokratiske overmenneske og kristendommens sygeliggørelse af det dekadente undermenneske. Ikke mindst fremhæves de alvorlige problemer med Nietzsches argumenter, der i stedet for peger i retning af bedrag og selvmodsigelser. Det er derfor også en indføring i retorisk vildledelse forklædt som argumentation. Bogen bygger på mange citater fra originalteksterne med et stort register.
En foruroligende, men vigtig bog, der fokuserer på, hvad Nietzsche i virkeligheden mente med sine tanker. Den egner sig til at undervise ud fra, og for den almene læser ligger der en skjult morale om generelt at forholde sig kritisk og faktabaseret i mødet med informationssamfundet. Bogen er på alle måder et væsentligt og vellykket opkog af tanker fra en af det 19. århundredes mest markante filosoffer. Den appellerer til en bred læserskare, også uden for filosofiske kredse.
Den sene Nietzsche tilføjer flere uddrag af Nietzsches værker, optegnelser, breve og noter.