Musikskribent og forfatter Espen Strunk har interviewet rocklegender som Lou Reed, Leonard Cohen og Marianne Faithfull. For musikinteresserede læsere.
Espen Strunk har, udover at skrive bøger om forskellige musikere, skrevet artikler og lavet interviews til blandt andet musikbladet Gaffa. Nu har han udvalgt ti forskellige interviews, hvoraf alle, med en enkelt undtagelse, er lavet i perioden 2010-2020. De interviewede musikere har på hver deres måde indskrevet sig i musikhistorien og har opnået en høj status. De interviewede er bl.a. aldrende legender såsom Marianne Faithfull, Lou Reed, John Cale og Leonard Cohen. Der er også interviews med nyere navne som Jarvis Cocker, Marilyn Manson, Cat Power og Father John Misty, samt Blixa Bargeld og Nick Cave, der ligger aldersmæssigt midtimellem. Bogen rummer en række sort/hvid fotos af musikerne.
Stærke interviews med en række musikalske stjerner, der tilhører hver deres genre og med hver sit udtryk. Espen Strunk giver, med dette udvalg, en indsigt i hver enkelt kunstners særpræg og personlighed. Er man interesseret i de nævnte personligheder, vil man finde stor værdi i disse dygtigt udførte og skarpe interviews.
Espen Strunk har skrevet en række musikbiografier. Tilgangen med at samle forskellige ting fra sin produktion, er fx også gjort af Klaus Lynggaard i Et kullet klarsyn : lyn i Dagbladet Information 1992-2006.