Den sidste romantiker. 2. del

Martin H. opdaterer sin egen og "no future-generationens" tid med sin egen ekstravagante person som ledemotiv i denne langroman. Sporet fra den forunderligt fascinerende, syrede og komprimerede 80'er-støjrockroman Genopbyggelsen er større end selve skabelsen frem til denne fabulerende og "ny-senromantiske" mammut er interessant. Den sidste romantiker er på en gang en generationsroman for den mere ekstravagante eller hårdtkørende del af ungdommen anno 1980 op til i dag og et slags korrektiv med klædelig distance tillagt ekstra personlig dimension til det stil- og selvbevidste miljø, der har kendetegnet periodens kunstneriske avantgarde indenfor især musikken og lyrikken. MH har taget det hele med inkl. scenen og stofferne, og her får vi hans blik ind i både det sjove og det kedelige i en noget for lang og indimellem rigelig selvretfærdig beretning om denne markante periode og "generation". Både Strunge og Borum får fx en tur i vridemaskinen for at tage patent på punkbevægelsen, hvilket jo placerer MH selv i en særlig position. Ikke desto mindre skriver MH forlokkende godt - lidt for selvgodt, men rammer ret tæt - både i forhold til det, han har været igennem selv og som et tidsbillede fra den begavede dandyromantiker med tidsindstillet nedsmeltning, han egentlig er. Velmoduleret kultpotentiale - men gerne mindre fabuleren og mere skarntyde næste gang Martin, please.

Read the full assessment