Hollandsk roman, der bygger på historiske begivenheder og personer. Handler om de to unge prinser Kwame og Kwasi fra det grusomme, slaveeksporterende Ashantirige i Vestafrika. De bliver i 1837 sendt til det mere subtilt grusomme imperialistiske Holland, hvor de kommer på en dyr kostskole og også får adgang til hoffet og bliver venner med en guldlokket prinsesse, for de er jo prinser. Men de er jo også meget sorte og møder derfor også både åbenlys og dulgt racisme. Kwame tager efter nogle år skuffet tilbage til Vestafrika, men har glemt sit modersmål og får aldrig adgang til det rige, han skulle arve, mens Kwasi føler sig som hollænder, men aldrig anerkendes som sådan. Han ender på Java uden nogensinde at opnå de stillinger hans intelligens og uddannelse berettiger ham til, for han er jo sort, trods sit hvide hjerte. En tragisk historie, fortalt i lange tilbageblik af Kwasi og i breve af Kwame. Grundige personalhistoriske studier fører ikke nødvendigvis til stor romankunst. Bogen er personmyldrende, selv H.C. Andersen optræder kortvarigt, men rigelig lang og ikke ganske vedkommende, synes jeg. Men for læsere med interesse for hollandsk historie og imperialisme er den da nok et fund, og omslaget kan tiltrække dem.