Billedbog bygget over tegnefilmen om Peter Pedal og hans ven med den store gule hat. Ingen tvivl om, at den nok skal have tiltrækningskraft over for de små børn ned til 2-3 år, som enten har set filmen eller skal se den. Bogen er ikke så stor i format, som fx de store billedbogsudgaver af Disneys tegnefilm, og den genfortæller meget kortfattet historien om, hvordan Peter og Manden møder hinanden, sammen tager til USA, og hvordan Peter her kommer galt afsted både med maling, dinosaurusskelettet på museet, og hvordan han flyver væk med ballonerne, inden de begge to ryger til Afrika igen. Jeg har ikke set tegnefílmen, men synes ikke at bogen er ret god og kun en meget bleg og kedelig afglans af de oprindelige bøger, som med rette stadig elskes højt. Illustrationerne, som sikkert virker bedre, når de er animerede, er her stivnede og uden den charme, som den ægte vare har. Den lidt hidsige farvelægning virker for voldsom i det mindre format, og den opremsende tekst, der skøjter gennem handlingen, glider ikke helt godt ved oplæsning. I de senere år er der udkommet en del bøger, der efterligner de oprindelige. Denne filmudgave hører til de hurtigt omsættelige. I bogen er der lagt en plakat fra filmen. Den kan rykkes ud, men efterlader et stykke papir, som ikke kan fjernes.