Til motorcykelentusiaster og interesserede i motorcyklens historie og forskellige modeller. Primært for voksne, men også større børn kan være med. Stort flot format og med hundredvis af indbydende fotos, og overskuelig tekst og derfor også nem at formidle.
Må karakteriseres som motorcyklens bibel pga. af bogens omfangsrige og detaljerede indhold. Opslagsværk og bladrebog i stort A4-format med flot "nubret" forside hvor man delvis kan "føle" en motorcykel med fingrene. Indeholder beskrivelse og fotos af mere end 1.000 modeller eller mærker gennem tiderne. Bogen, som er oversat fra engelsk, er fortalt kronologisk fra tiden før 1920'erne og frem til nyeste modeller efter år 2000. De enkelte afsnit og kapitler indeholder typisk en grundlæggende beskrivelse og en større faktaboks hvorefter er afbildet en del motorcykler med faktuelle oplysninger om land, motor og hastighed. Sidst i bogen findes et større afsnit om motoren foruden ordliste og index.
Kan i format og layout direkte sammenlignes med bilernes tilsvarende bibel Den store bilbog, fra 2011, som præcis indeholder det samme koncept. Indholdsmæssigt findes ikke noget tilsvarende samlet på dansk om alverdens motorcykler og i denne størrelsesorden.
Et must-have for alle biblioteker. Fungerer som både inspirerende bladrebog og som detaljeret opslagsværk. Layout er desuden i en klasse for sig.