Dagliglivet i Afghanistan under krigen bliver nærværende og vedkommende i et intenst drama, hvor en kvinde passer sin mand, der ligger i koma efter et skud i hovedet. Det er barsk indsigt i kvinders tilværelse, der er underlagt andre love og regler.
En kvinde våger i et næsten nøgent rum over sin bevidstløse mand, der har været i krig. Tiden tælles i hans åndedrag, imens hun vasker ham og skifter drops. De har levet sammen i 10 år men pga. krig kun i 3 år, og de har to piger sammen. Hun fortæller ham nu om sit ensomme liv, sin desperation, håb og drømme. Alt krænges ud på godt og ondt. Nogle soldater trænger ind til hende, men da hun fortæller at hun er luder, lader de hende være. En af soldaterne vender dog tilbage, og de får nogle nydelsesfulde timer sammen, hvor hun opdager nye sider af sig selv. Forfatteren er født i Kabul og bor nu i Paris. Han modtog Concourt-prisen i 2008 for denne roman.
Forfatteren har tidligere skrevet Aske og jord, 2002 og Drømmenes labyrint, 2004, der også foregår i Afghanistan. Også K. Hosseini fortæller i den efterspurgte roman Under en strålende sol, 2007 om kvindeskæbner i Afghanistan.
Et urovækkende, intenst drama, der i minimalistisk stil fortæller stærkt om tilværelsen som kvinde i et krigshærget Afghanistan. Det er en uforglemmelig lille fortælling, der har appel til alle gode læsere.