En lille, letlæst roman om at være adoptivbarn og ønske at finde sine biologiske forældre. For læsesvage unge fra ca. 14 år. Kan evt. bruges i et forløb om adoption i folkeskolernes ældste klasser.
24-årige Lykke er adoptivbarn. Da hun har et ønske om at finde sin biologiske mor, rejser hun til Kina. Det er kompliceret da Lykke er hittebarn, fundet på trappen til et kloster. Sammen med danskeren Mike, som bla. skal være hendes tolk, opsøger hun det tempel hvor hun i sin tid blev fundet. I klosteret møder hun den gamle munk, som i sin tid fandt hende, og hun får oplysninger som kan lede hende videre. Det lykkes Lykke at finde sin moster, men hendes biologiske mor er desværre død. Nu har Lykke dog fået svar på sine spørgsmål og er klar til at rejse hjem igen. En fin lille fortælling om at være adoptivbarn og ønske at finde sine rødder. Bogen er læsevenligt skrevet, med en lix på 24, skriften er stor og kapitlerne er korte og overskuelige. En udgivelse fra serien Læselyst, denne henvender sig til unge fra ca. 14 år.
Kan sammenlignes med andre letlæste udgivelser fra serien Læselyst. Bogen Mit ukendte fædreland, 2001 af Shanti Holmström, handler også om at være en ung pige, der rejser tilbage til sit fødeland for at finde sine rødder. Emnet minder om DR's serie "Sporløs".
En fin lille, letlæst roman for unge fra ca. 14 år. Kan lystlæses eller bruges i et forløb om adoption i folkeskolernes ældste klasser.