Bo Frisovs debutdigte er en personlig beretning om, hvordan det er at befinde sig tæt på et alvorligt sygt menneske - i dette tilfælde en hiv-smittet ven. Nøgternt og usentimentalt tematiserer teksterne afmægtigheden, smerten over at skulle miste og den dårlige samvittighed over at være den der skal leve videre. Digtene har karakter af et stykke sorgarbejde - en personlig udviklingsproces - der ikke så meget fokuserer på et tabubelagt enme som mere alment på dette at blive konfronteret med alvorlig sygdom og død, som det sker for alle før eller senere i livet. Det er erfaringstyngden og ærligheden der gør indtryk i BF's digte. Med hensyn til formen og selve det sproglige udtryk sætter de ikke meget på spil, men de holder på den anden side balancen til det alt for private og selvcentrerede. Det er en bog som vanskeligt lader sig vurdere efter litterære kriterier alene, også "brugsværdien" må med ind i billedet, forstået som de genkendelser og identifikationer den kan afstedkomme hos læseren.