Berenson er journalist på New York Times og har dermed både sprog og research i orden til sin romandebut, denne meget lidt typiske amerikanske thriller. John Wells er CIA-agent og har som den eneste infiltreret al-Qaeda i Afghanistan. Desværre kunne han ikke forudse 9/11, og det er skuffende lidt, hans forbindelsesofficerer hører fra ham. Da han vender tilbage som led i forberedelserne til en meget stor terroraktion og er konverteret til islam, stoler CIA ikke på ham, og han må gå under jorden for at fuldføre sin mission - for CIA eller al-Qaeda? Bogen er rasende spændende og adskiller sig fra de fleste andre ved hverken at have noget til overs for al-Qaedas eller USAs metoder i krigen mod terror/USA. Til gengæld er den langt fra islamofobisk og viser om ikke forståelse for så indsigt i de mekanismer, der driver nogen unge muslimer til hellig krig. Sproget er mere journalistisk end litterært, men samfundskritisk er Berenson næsten i klasse med mestre som le Carré. For alle læsere af begavede thrillere med noget på hjerte og hjerne.