Albumtitlens "usynlige fjende" er et særdeles smitsomt, dødeligt virus, som spreder sig hastigt i den fiktive by, hvor historiens hovedperson, Buddy Bert, arbejder som privatdetektiv for Organisationen. Med hjælp fra sin veninde og et par læger forsøger Buddy Bert at finde en vaccine mod den farlige sygdom, hvilket bl.a. indebærer en rejse til Afrikas regnskov. I kulissen forsøger mediemagnaten Fritz von Clemmensen at forpurre Buddy Berts planer. Intrigen afvikles ganske forudsigeligt uden indlagte overraskelser, og persongalleriet består udelukkende af klichéagtige figurer. Fortællingen savner i udstrakt grad nuancer, og det samme gælder Peter Degerbøls billedside. De hårdtoptrukne konturlinjer med en kraftig stregføring tillader ikke meget liv i de sort-hvide billeder, som har svært ved at leve op til det gennemgående langt højere kvalitetsniveau på dagens tegneseriemarked. Peter Degerbøl har tidligere fået udgivet et par mindre tegneseriearbejder i fanzine-regi, og Den usynlige fjende bør da også retteligt vurderes i dette perspektiv. Medvirkende til udgivelsens manglende professionelle præg er tekstens mængder af slemme stavefejl (epedimi, advodkader, osv. osv.). Et velment, men ikke særlig vellykket forsøg på at lave en regulær spændingstegneserie for store børn og unge.