Da mormor siger, at Nora skal gå ud og lege i haven, hvor mormor tror, at hun har set en tiger, tror Nora ikke på hende. Men da Nora først kommer ud i haven, må hun tro om igen. For billedbogslæsere fra ca. 4 år.
Nora er på besøg hos mormor og keder sig. Mormor foreslår, at hun leger i haven, hvor mormor tror, at hun har set en tiger (eller var det mon en kat?). Det tror Nora ikke på, så hun går skeptisk ud i haven sammen med sin legetøjsgiraf. I haven møder de to lidt efter lidt alt det, som mormor har sagt, er der - lige fra kødædende planter til tigeren. Til sidst skal Nora spise, og nu er det hende, der kan overraske mormor med noget, Nora har set i badekarret. Billedbogen er illustreret med farvelagte tegninger.
Teksten til denne billedbogshistorie om fantasi er velskrevet og let humoristisk og portrætterer overbevisende den noget skeptiske Nora og den let filosofiske tiger, hun til sidst møder. Den er illustreret med fine og livlige farvelagte stregtegninger, hvor junglestemningen hen ad vejen bliver mere og mere udtalt, efterhånden som Nora begiver sig længere ud i haven.
En anden billedbog, der handler om tigre og fantasi, er Genechtens Midt om natten.