Intens roman om en argentinsk journalist, Pablo, som frygter, at militærjuntaen holder øje med ham. Til læsere af romaner med gode psykologiske skildringer.
Ane, Pablos veninde, fortæller ham, at der er nogle mistænkelige typer dernede på gaden. Først slår han det hen, fordi han ikke mener at have noget af frygte, men han bliver mere og mere urolig og angst. Rammen om fortællingen om Pablos tiltagende paranoia er verdensmesterskaberne i fodbold i 1978 i Buenos Aires under militærdiktaturet i Argentina, hvor så mange forsvandt sporløst, eller blev skyllet op på stranden. Italienskfødte Antonio Dal Masetto (1936-2015) var en prisbelønnet, betydende argentinsk forfatter som udgav 12 romaner og nogle noveller. Romanen blev udgivet i 1998 og er filmatiseret. Denne udgave indeholder 2 introduktioner.
Med sine enkle ord barberet for adjektiver formidler Masetto en intens stemning af angst, der står som en sitrende streng igennem romanen. Bykvarteret El Bajo, som han kendte så godt, er den dystre "kulisse" om fortællingen om journalisten, som forsvinder ind i sin egen lukkede verden af frygt. Fortællestilen, den intense stemning og den gode psykologiske beskrivelse giver mindelser om Samuel Beckett.
Ministeriet for specielle anliggender er en gribende roman om begrundet frygt for militærjuntaen under det diktatur, der kendes som "den beskidte krig" i Argentina i 1970'erne.