Der går Tyve-Alfons

Der går Tyve-Alfons er reelt en fortsættelse af Alfons og Mille (1987), så Alfons er nok stadig 7 år. Her i Tyve-Alfons står der, at alle børnene har været med til at bygge hulen, så piger eraltså anerkendt som legekammerater. Næh, nu er problemet, at nøglen til hulen er væk, og da Alfons alene er gået sidst derfra, har han 'selvfølgelig' stjålet den. Han bliver tyvtet, drillet medsmædevers og får natligt mareridt, inden Mille finder nøglen i en skaderede. Så er Alfons glad igen og han ved, at han er den samme som altid, ligemeget hvad de andre har troet. Det er han også påbillederne (om det så er tøjet, hænger det samme på ham og Mille endnu). Men ellers er billedsiderne nok det mest ændrede i bogen her, idet collagerne i meget højere grad end i forgængeren harvægten på papirriv og -klip som baggrund, og desuden er der indsat flere fotograferede enkeltdele. Det giver et større farvespil, hvilket helt klart udnyttes som stemningsskaber. Sprogligt er dennebog meget dialog præget;men ellers er tonen bibeholdt trods forskellige oversættere. Alt dette gør Der går Tyve-Alfons til et godt oplæsningstilskud til en populær serie for de 5-7-årige. Ogproblemet for en uretfærdigt tyvtet løses uden moraliserende pegefingre og uden mæglende voksne.

Read the full assessment

Sammen med Mille og de andre børn har Alfons bygget en hule oppe i et træ. Her har børnene hygget sig og især glædet sig over kæden med hængelås og nøgle, som kan beskytte hulen mod fremmedebørn. Nu er nøglen væk. Alfons var den sidste der forlod hulen, så de andre børn er sikre på, han har stjålet den blanke nøgle. Han holdes udenfor fællesskabet og bliver offer for sladder. SelvMille svigter ham. Han er helt alene - ikke engang far er til stede. Men vi kender efterhånden Alfons' sejghed. Han lader tiden arbejde for sig. Mens han leder efter den forsvundne nøgle. Det følessom at sige goddag til en længe savnet ven at læse denne 16. Alfonsbog. Ligesom den vil glæde ethvert børnebibliotekarshjerte, vil alle Alfonslæsere hilse den velkommen. Men temaet er mere etiskalvorligt end sædvanligt og vil næppe forstås helt før 4-5 år : at blive beskyldt for at have stjålet noget, man ikke har og straffet med legekammeraternes følelseskulde. Den opmærksomme læsergætter i øvrigt hurtigt,hvem den virkelige forbryder er. Atter kan jeg undre mig over, hvordan enkle streger kan skabe så udtryksfulde, pudsige og kontrastrige illustrationer. Blot ved at se påomslag og titel tegner historien sig. Desværre er titlen lidt konstrueret. Velegnet til børnehavens snak om Janteloven.

Read the full assessment