Linden-Vørnle er ph.d. i astrofysik og ansat på Dansk Rumforskningsinstitut. Han fortæller om det verdensbillede videnskabsfolkene har bygget op gennem de seneste knapt hundrede år. Einsteins almene relativitetsteori fra 1919 satte skub i udviklingen, og i 1929 sandsynliggjorde Hubble at universet er ekspanderende og altså må have haft en begyndelse. Udtrykket big bang blev anvendt som en lettere ironisk betegnelse i et radioforedrag af Fred Hoyle i 1950. Han var bannerfører for den konkurrerende teori om et uforanderligt univers der imidlertid fik dødsstødet da det i 1960'erne med mikrobølger lykkedes at måle eftergløden fra universets barndom. Videnskaben kommer stadig nærmere en forståelse af hvad der skete ved universets dannelse, og Linden-Vørnle er med i holdet bag opsendelsen af en europæisk satellit i 2007 der skal give os mere præcis viden om universets alder, indhold af stof og hvilken skæbne det går i møde. Bogen afsluttes med en ordliste og en fortegnelse over web-steder. Forfatteren formidler det svære stof i et veloplagt hverdagssprog, og selv om historien om det 20. århundredes fantastiske landvindinger er fortalt mange gange, skal bogen nok finde afsætning hos de mange med interesse for astronomi og astrofysik.