"65% af alle de børn, der i dag begynder i skolen kommer ud til helt nye job, dvs. job som endnu ikke findes". Blot et af de tankevækkende udsagn i Soulaima Gouranis bog om, hvordan du selv designer dit fremtidige job. For dig, som tænker over dine og dine børns jobmuligheder.
"Først og fremmest giver bogen dig viden og indblik i de tendenser, der påvirker vores fremtid. Og den giver dig forslag og en metode, du kan benytte til at designe dit eget liv." Sådan skriver Gourani bl.a. i sin debatbog. Bogen har 7 overskrifter: "Fremtiden kommer", "Arbejde uden grænser", "Frihed og samarbejde", "Fremtidens vindere og tabere", "Fremtidens talent", "Spot drømmejobbet" og "Design dit liv". I sidstnævnte afsnit understreger forfatteren, at du skal kende dine værdier, og vide hvad der motiverer og driver netop dig. I afsnittet er det konkrete værktøjer og skemaer til at designe sit job-liv. Gourani skriver bl.a.: " Fremtidens job kræver ikke nødvendigvis en formel uddannelse, men det vil kræve en indsats og noget af din mentale og økonomiske opsparing." Soulaima Gourani er virksomhedsrådgiver, foredragsholder og debattør. Hun har fx også skrevet Mod til succes.
Tankeprovokerende og forfriskende bog, hvor jeg er imponeret over, at Gourani formår at gøre komplekse tanker om fremtiden til konkrete værktøjer, du kan bruge til at designe din egen jobfremtid.
Om fremtiden, økonomi og jobs findes fx også We-economy.