Det blå værelse

Hvis man sætter en hel pose lakridskonfekt til livs, så har de fleste i hvert fald en god chance for at få ondt et eller andet sted. Lidt sådan har jeg det efter en hel samlingPilcher-noveller, et par stykker er lækkert til at slappe af med, men en hel bunke er for meget. Genren behøver vel ikke nærmere beskrivelse end trivi med stort T, men det skal trods alt siges her,at i kort form viser Pilcher sin drevne håndværkskunnen. Nok er det præcist samme tema med uendelig små variationer; der er uendelige dramatiske fødsler; triste, smukke unge enker; kloge børn;betagende Cornwall/Skotland-scenerier - og don't worry - happy endings, men det hele fungerer upåklageligt efter hensigten (underholdning, skulle nogen være i tvivl). I novellen er der ikkefristelsen til at brede sig og risikere løse ender, figurerne behøver kun få, nødvendige skitseringer og ingen dybde, og Pilcher er jo i øvrigt god i sine naturskildringer. Hun viser forresten etuventet lune hist og her, f.ex. i historienom London-forretningsmanden, der tilbringer en hverdag i sit hjem på landet og oplever at føle sig akavet og udenfor, én side af Britisk(upper-middleclass) hverdagsliv med mild ironi. Som allerede nævnt: til hylden ved de andre konsumvarer.

Read the full assessment