Selvbiografi om et seksuelt misbrug som fandt sted i forfatterens liv fra han var bare 9 år. Under en Frankrigstur med en kammerats familie møder han den voksne Gustav, som er pædofil. Kristian kommer fra et hjem, hvor der arbejdes hårdt og den følelsesmæssige kontakt er på vågeblus. Han er i underskud. Under Frankrigsturen åbenbares en stor rig verden for ham. Grunden er lagt til det seksuelle misbrug. Kristian kommer i et psykisk afhængighedsforhold til manden, som han besøger gennem 3 år. Tager toget fra Holbæk til København, uden at nogen undrer sig over dette særprægede "venskab". Som 14-årig lover Kristian sig selv, at dette her skal siges højt, så nogen hører det. Som 15-årig låner han bogen Forbrydelse uden offer, 1986, på biblioteket og erfarer til sin store rædsel, at den forsvarer de pædofiles tilbøjeligheder. Gustav bliver siden konfronteret med sine ugerninger i retten, men får kun en betinget dom. Forfatteren er i dag litteraturkritiker og tidligere forfatterskoleelev. Bogen er ikke et typisk forfatterskoleprodukt. Dog smerteligt velskrevet med sin intense formidling af stemninger og følelser. Litterær non-fiction. Den har allerede i skrivende stund fået megen medieomtale som et indlæg i en samfundsdebat, der har kørt længe.