Books / fiction for children / spænding

Det brænder!


Description


Frida og veninden Isabelle har røget cigaretter i smug oppe ved ødegården, og nu er gården brændt. Er det dem, der har antændt branden? Og hvem er det, der er brændt inde?

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 13. Mar. 2000

By

By

Ingrid Jensen (skole)

d. 13. Mar. 2000

Bogens tre pyromanbrande er omdrejningspunktet for en spændende handling, hvor gåderne først løses til allersidst, men hvor der har været mange muligheder for at gætte med. Frida og Isabelle bliver voldsomt berørt af den første brand, da de her på deres legested, ødegården, har røget i smug og tror sig skyldige. De lover hinanden at tie, men den dårlige samvittighed bliver belastende for venskabet og især for Frida, som er bogens hovedperson. Hun føler sig forfulgt, hører lyde, ser syner, og først ved opklaringen lægges også disse brikker på plads. Det er en ganske troværdig beskrivelse af et par børn, der overrumples af fantasi og forestillinger og forsømmer at søge voksenhjælp. Mindre logisk er bipersonernes adfærd og roller i samspillet, det være sig forældre som politi og stedets original, der er udset til at være den skyldige. Tempoet stiger i forløbet, og situationerne næsten vælter over hinanden til sidst og kan let forstyrre helhedsindtrykket. Bogen kan læses i 4.-6. klasse, hvor der ofte spørges på spænding og krimi.


The libraries' assessment

d. 13. Mar. 2000

By

By

Vibeke Munch Kofoed

d. 13. Mar. 2000

Ny bog i Forglemmigej-serien for piger mellem 10 og 12 år som rummer flere af de traditionelle temaer såsom følelser, familien, venner og den første spirende forelskelse. Det er dog først og fremmest spændingsmomentet der bærer handlingen, sådan som det også var tilfældet i Armlænken fra 1999. Frida, der går i 6. klasse, har sammen med veninden Isabelle røget cigaretter ved en ødegård som kort efter nedbrænder. Pigerne tror det er dem der har antændt branden, som tilsyneladende også kræver et dødsoffer. Senere brænder andre bygninger og en mystisk mand lurer på dem i haven. Frida ved ikke hvad hun skal tro. Er Isabelle pyroman, og hvor er Tosse-Reine som forsvandt under branden? Hun er ved at bryde sammen, men tør ikke gå til politiet eller betro sig til sine travle forældre. Kun Christoffer fra klassen støtter hende. Det er en spændende historie, hvor uhyggen langsom breder sig og også en ganske god beskrivelse af det sårbare venindeforhold og en begyndende forelskelse. Forf. forsøger dog at holde lovlig mange bolde i luften, og det lykkes ikke helt at få alle løse ender til at falde naturligt på plads. Bogen er skrevet i et letflydende, enkelt sprog og så tilpas dramatisk, at den nok skal fastholde målgruppen og måske også et par drenge.