Til strikkeglade m/k'er, der gerne giver sig i kast med nye og spændende opskrifter til børn.
Denne strikkebog med strik til børn fra 2-8 år er inspireret af nogle af H.C. Andersens eventyr. De udtrykker stemninger fra eventyrene via forskellige strikketeknikker, farver og former. Idéerne og mønstrene er forfatterens egne; hun har dog forskellige mennesker omkring sig, der afprøver opskrifter, kommer med nye idéer og kritik og på anden vis yder hende opbakning. Der er strikkeopskrifter til eventyr som fx: Prinsessen på ærten, Fyrtøjet, Klodshans, Kejserens nye klæder og mange flere. Sværhedsgraden er for de mere øvede strikkere, da der er mange forskellige mønstre, teknikker, farver og materialer at holde styr på. Opskrifterne er overskueligt sat op med angivelse af størrelser, materialeforbrug, strikkevejledninger til de forskellige dele samt modelbilleder af de færdige resultater og eventyrlige illustrationer. Der er blevet nogle flotte og anderledes bluser, huer osv. ud af de forskellige eventyr, og børnene vil sikkert synes det er sjovt at have et stykke tøj fra de eventyr, de kender så godt.
Forfatteren har tidligere udgivet en strikkebog til samme aldersgruppe med frugt og grønt som omdrejningspunkt: Hønsefødder og gulerødder, 2007.
En flot og anderledes inspirerende strikkebog med børnestrik, der dog primært er for øvede strikkere, der gerne vil udfordres med nye mønstre og materialer.