Bogen henvender sig til unge fra ca 14 år og opefter. Bogen kan aktivt formidles som en ungdomsbog om kærlighed og venskab, men også som en debatbog, der stiller skarpt på et reelt problem med menneskesmugling.
Forfatteren har flere bøger i Krimi-let serien bag sig og har her skrevet en nærværende og vigtig bog om flygtninge og menneskesmugling, som også er et problem i Danmark. Det er historien om Karim, der sendes til Danmark fra Afghanistan af sin familie der frygter, at han vil blive rekrutteret af Taliban. Selve flugten efterlader Karim i Danmark med ar på både krop og sjæl, og hans familie hjemme i Afghanistan i bundløs gæld til menneskesmuglerne. Titlen henviser til, at Danmark er det forkerte land at arbejde gæld af i, da man forlanger at flygtninge i den alder skal gå i skole. Så smuglerne beslutter sig for at sende ham videre til "et rigtigt land", hvor han lettere kan arbejde i døgndrift for dem. Sprogligt og indholdsmæssigt er bogen let at læse, men skal aktivt formidles til målgruppen, da den lider under en meget mørk og utidssvarende forside.
Minder meget om Mihai og Tobias af Brian B. Christensen, som også omhandler menneskesmuglere og andre væmmelige banditter der kommer til Danmark.
Det er en skarp og velformuleret bog, der sætter fokus på et reelt problem. Bogen vil med den rette formidling kunne gøre sig godt på folkebibliotekernes ungdomshylder, men vil efter min mening finde sin rette plads som fremragende debatbog for skolernes ældste klasser.