Når danske læsere støder på navnet Enid Blyton, så går tankerne straks til De 5-bøgerne, som herhjemme begyndte at udkomme midt i 1950'erne og med det samme blev en stor succes. Men damen var flittig. Inden sin død i 1968 var det blevet til mere end 600 bøger, og et af de mest populære værker var Det fortryllede træ. Nu er det her så på dansk, og der venter de 4-7-årige en dejlig oplevelse, når der bliver læst op for dem. Det er fortællingen om de tre søskende Joe, Bessie og Fanny, som med mor og far flytter på landet, og for enden af deres baghave ligger Eventyrskoven med "Det fortryllede træ". Fra dets top kan man komme til forskellige lande: karruselland, sneland, kasserolleland, bølgeland, slikkepindeland, fødselsdagsland og mange flere. En verden befolket med talende og velklædte dyr, skovnisser, alfer o.m.f. Sødt, sjovt og spændende, - men også en fortælling om venskab og sammenhold, så man kan klare bl.a. de skrupelløse skurke, der dukker op. Min 4-årige medlektør havde denne kommentar: "Morfar, hvor er det her spændende, - men også lidt uhyggeligt". Så har man sans for den eventyrlige og barnlige verden, så er bogen her. Oplæsning fra 4 år. Kan også med glæde bruges i børnehaveklassen og 1. klasse.