Et alvorligt og bevægende familiedrama om dødsstraf og tilgivelse - så enkelt kan det vist siges om denne amerikanske roman, som kan formidles til læsere, der går efter meningsfuld underholdning.
I Oregon Statsfængsel bliver henrettelsesdatoen fastlagt for den stilfærdige 39-årige Daniel, der har siddet 20 år for mordet på den 15-årige dreng Shep. Sheps familie har i disse mange år befundet sig i en fuldstændig følelsesløs tilstand, og det er med lettelse, at de modtager meddelelsen om den endelige afslutning på deres mareridt. Eller er det nu også det for forældrene Irene og Nate og søsteren? Romanen krydsklipper mellem fængslet - hvor den humanistisk indstillede inspektør gruer for processen - og familien, hvor læseren genoplever hændelsesforløbet fra dengang, og får dens følelser af had og sorg ind under huden. Og langsomt følger vi, hvordan hadet og hævntørsten mister mening og fokus og i stedet giver plads for tilgivelse - og for afsløring af hemmeligheder, der ikke kom frem dengang under retssagen. Forfatteren er journalist og har i sit professionelle liv researchet alle facetter omkring dødsstraf.
Dead man walking af Helen Prejean og Den grønne mil af Stephen King handler fra hvert sit følelsesleje også om dødsstraf og menneskene bag.
En velskrevet, fin roman om dødsstraf og om sorg og tilgivelse. Den evner overbevisende og usentimentalt at formidle de komplicerede følelser fra både den sårende og den sårede parts vinkler, så man får en tankevækkende læseoplevelse.