En Lars Nielsen på godt og ondt. Godt, fordi LN igen får lejlighed til at skildre livet på gården, til at bekende sig til fremskridtet, til at prise de maskiner, der stadig ikke var en selvfølgelighed på romanens tid (kort efter 2. verdenskrig) - og det fungerer faktisk. Ondt, fordi LN igen henfalder til at benytte sig af en primitiv intrige, for at have noget at hænge tingene op på, fordi næsten alle personerne er mere ædle, end man næsten kan bære, og endelig fordi dialogen er noget af det spøjseste, jeg længe har set. Men altså: det forekommer mig, at LN's redelighed lægger et forsonende skær over de optrædende uhyrligheder. Og hans trofaste læserskare vil elske denne meget typiske roman. Forlaget kunne godt have ofret lidt mere på tryk og korrekturlæsning -men det er jo ikke noget nyt!.