Et brag af en gyser i <Let ps-serien>. Karla og Emilie holder Halloweenfest fredag d. 13. november, og uhyggestemningen svæver overalt. Bogen har et fantastisk samspil mellem herlige hårrejsende illustrationer og en læsebearbejdet tekst, der virkelig er som tænkt og talt af en 8-årig dreng og hans kammerater. Forsiden fænger, og det korte nøgterne bagsideresume passer godt til. Den geniale fødselsdagsindbydelse får hovedpersonen Villy til at spekulere meget over gavevalg og udklædning. Til festen kan gæsterne som aftalt ikke kende hinanden i deres fantasifulde dragter, og de spiser løs af den gennemført ulækre mad. Da de leger skjul og lyset ikke må være tændt, bliver det for uhyggeligt, at røg pludselig vælter ud af et skab, og en mystisk ånd måske forsvinder. Samtidig og som en slags antiklimaks får Villy det kolde gys i sit skjul på badeværelset, da han bare vil have en tår vand. Bogen har 6 små og overskuelige kapitler, tilpas typografi for begyndere, korte sætninger og mange lydrette ord. Velegnet til de første skoleår både til frilæsning og læsetræning med evt. opgaver. Ved læsning med makker eller forældre inviterer billederne med deres farvevalg, stemninger og nærmest insisteren på at komme teksten ved til mange gode snakke.