Egypten, for 3500 år siden. Den unge Hui bliver dømt for mordet på sin far. Han er uskyldig og tager flugten, men er fast besluttet på at vende tilbage for at få hævn! Til de mange fans af Wilbur Smith og til læsere af actionfyldte historiske romaner med et snert af myter, der udspiller sig i en fjern fortid.
Vi er i det gamle Egypten. Alt ser godt ud for den unge Hui. Han skaffer rigdom og hæder til familien, men alt dette ændrer sig, da han anklages og dømmes for mordet på sin far. Hui flygter, og det eneste han tænker på, er hævn. Wilbur Smith døde i november 2021, kort efter romanen udkom.
En effektiv hævnfortælling. Smith formår at levere nederdrægtige skurke, hvilket gør, at man som læser sidder og hepper på vores hovedperson, Hui. At bruge det gamle Egypten og myter giver fortællingen et eksotisk islæt, men det tager aldrig fokus væk fra kernen i fortællingen: den uskyldiges jagt på den retfærdige hævn. Fortællingen udspiller sig parallelt med handlingen i Flodguden, men kan sagtens læses som en selvstændig roman. Denne effektive og meget underholdende roman er med til at sætte et værdigt punktum for en stor karriere, hvor kernen altid har været den store underholdningsværdi og en fin tilgang til den historiske roman som genre.
Der er mange Smith-fortællinger fra det gamle Egypten. I forhold til den klassiske hævnfortælling kan man læse Greven af Monte Cristo.