Bortset fra de store verdenshistorier findes der på dansk ingen fremstilling af perserrigets historie. Dette har professor RT rådet bod på ved at skrive en klar og veldisponeret bog om den stormagt, der dominerede oldtidsverdenen fra ca. 500-300 f.v.t, indtil Alexander d. Store erobrede og ødelagde riget. Det persiske rige bredte sig over hele Lilleasien ind i Asien mod Indus, og det havde konstant berøring med det græske område, ligesom der var garnisoner i Ægypten. Det omfatter de gamle kulturområder som Babylonien og Mesopotamien. Perserne regnes ikke til historiens store kulturfolk, dog har de på 2 områder præsteret noget særpræget, nemlig inden for religion (zarathustrismen) og monumentalarkitektur med tilhørende billedkunst. Det er det første værk på dansk om rigets historie, samfundsforhold og kultur. Illustrationsmaterialet er samlet på nogle meget illustrative tavler (s/h og farve), ligesom grundplaner af paladserne i Persepolis og Susa er gengivet. Bogen er en central, regulær historisk fremstilling, som i tilgift er nem at gå til.