Første bog i en ny serie, hvis mål er at inspirere og vejlede til en forening af pædagogik og lederskab. Bogen beskæftiger sig med begrebet udvikling i bred forstand, dernæst aspekter omkring personlig udvikling, forskellige ledertyper, personlige relationer, konflikthåndtering og virksomhedskultur. Forfatterne er begge uddannede psykologer og arbejder nu hhv. som rektor for Danmarks Pædagoghøjskole og som selvstændig erhvervspsykolog. Bogen er blevet til efter en række seminarer for ledere med forskellig baggrund, og temaet er tidssvarende ledelse med afsæt i personlige værdier. Den er relativt letlæst og fungerer som et spændende og inspirerende oplæg til analyse, selvransagelse og udvikling af såvel leder, medarbejdere som organisation. Bogen fremtræder indbydende, overskuelig og overkommelig. Målgruppen er primært ledere, der har lyst til/ behov for en mere personlig, værdibaseret stil, men bogen kan også læses med udbytte af medarbejdere, der interesserer sig for relationerne på arbejdspladsen. De inspirerende tanker og teorier følges op af samme forfatterpar i Lederens udviklingsværktøj (1998), som skal beskæftige sig med den mere håndværksprægede side af sagen.