Det sidste vilde

"Polyfeen lander på jorden med et album, der for ofte lyder som David Gilmour i alt for stramme Spandex ... Polyfeen spiller afvekslende. Der er temposkift. Fantasifuldhed. Så øjnene forbliver åbne. Men det lyder mest af alt, som om de spiller for sig selv. Som øvelokalet er det tempel, hvor Polyfeen mødes for udøve deres himmelflugt, uanset hvad det musikalske modebillede dikterer. Og det kalder på respekt. Om ikke andet".

Read review