Bogen er et forsøg på at give de yngste klassetrin en grundlæggende introduktion til otte af verdens religioner. Ideen med bogen er at fortælle alle børn, at de kan være venner og lege med hinanden uanset deres religion. Tegningerne passer til målgruppen, hvorimod teksten er noget mere avanceret. Den vil være bedst til oplæsning. Bogen kan først selvlæses fra 5. kl. Selvom der er ordliste bag i bogen, vil der dog for den aldersgruppe stadig være mange ord og udtryk, der skal forklares. Bogen begynder med fire dobbeltopslag, der fortæller generelt om religion. Dernæst følger en grundigere beskrivelse af jødedommen, kristendommen, islam, hinduismen, buddhismen, sikhismen, shintoismen og taoismen. Hver af religionerne bliver præsenteret af et barn, der fortæller om sin tro. Der er mange relevante og saglige oplysninger om religionerne. Teksten er opdelt i mange små bidder, som i layoutet bliver brudt af illustrationerne. Disse består dels af stereotype og lidt flade tegninger af oversmilende børn og dels af fine farvefotos.