Hvad skal man gøre hvis man er tvunget til at lande et fly fordi piloten er besvimet, eller hvis der kommer en glubsk haj hen imod en, eller hvis man sidder med en fødende kvinde i en taxa? To amerikanske journalister har indsamlet råd om hvordan man klarer sig ud af ca. 40 akut opståede krisesituationer, som man med større eller mindre sandsynlighed kan risikere at havne i. Til de mere usandsynlige hører at man på Buster Keaton-maner ender på taget af et kørende tog og skal redde sig helskindet ind i kupeen, men begiver man sig ud på overlevelsesture er det vel ikke helt urealistisk at man kan fare vild i en ørken, eller bliver bidt af en giftslange eller være på vej ned i kviksandet. Forklaringerne på hvordan man redder sig ud af de penible situationer er seriøse nok, med beskrivelser punkt for punkt og ledsaget af instruktive illustrationer. En mere omfattende fremstilling af hvordan man overlever i vildmarken finder man i Håndbog i overlevelse (1999). Bogen vil nok især interessere større børn og voksne med drengefantasien i behold. I overvejelserne om anskaffelse bør det indgå, at den indeholder afsnit med overskrifterne: "Sådan bryder man ind i en bil", "Sådan kortslutter man en bil" og "Sådan vædrer man en bil" (for at undgå forfølgelse).