Denne publikation indgår i LP-serien, som er en serie praksisorienterede hæfter, der henvender sig til folkeskolelærere og skoleledere. Publikationerne er især egnede til brug på skoler, der arbejder med LP-modellen (Læringsmiljø og Pædagogisk analyse). Men man kan sagtens drage nytte af hæfterne uafhængigt af LP-modellen.
Dette hæfte fortæller om motivation og mestring. Hvad viser forskningen om motivation af elever, hvilke teorier kan man anvende og hvordan kan denne viden overføres til egen lærerpraksis? Det hele fortælles kort og præcist i et meget letlæst og letforståeligt sprog. Hæftet indeholder ikke ny, revolutionerende viden, men er et udmærket inspirationshæfte til aktive lærere, som savner lidt hurtigt læst inspiration til udvikling af egen undervisningspraksis.
Emnet behandles mere dybtgående i Motivation : om motivationens betydning for undervisningen fra 2009 samt i Lederstil i klasseværelset fra 2009. Og ønsker man mere viden om LP-modellen, kan LP-modellen : læringsmiljø og pædagogisk analyse fra 2009 anbefales.
Hurtigt læst og letforståeligt hæfte om motivation og mestring.