Klar besked om babys hudpleje. Om hvordan man undgår kemikalier, rød numse og beskytter den sarte hud med de rigtige plejeprodukter. For alle babyforældre.
Forfatteren er uddannet inden for skønhedsbranchen og har 16 års erfaring med økologiske skønhedsprodukter. I ti korte kapitler giver hun gode råd til forældre om badning og hudpleje af baby. Fokus er på det milde og naturlige, og på at undgå kemikalier i hygiejnen. Bleeksem, rød numse, arp i hovedbunden og hormonknopper er nogle af de hudproblemer, bogen giver råd om. Et kapitel er viet plejeprodukter som olier, salve, shampoo og solcreme. Sidst i bogen findes en lille babymassage-guide med illustration af seks trin i en helkropsmassage af baby, og til allersidst en lille guide til mor med ti realistiske råd til hendes egen skønhedspleje efter fødslen. Bogens kapitler er meget korte med mange helsides farvefotos og hele sider med tips i stor skrift.
Meget tekstlet og overkommelig bog som selv mødre med ammehjerne og søvnmangel vil kunne overskue. En bagatel men en meget anvendelig bagatel. Bogen guider fint den nybagte mor, som gerne vil bevare babys sunde hud og undgå kemikalier. Bogens forside signalerer lidt skønhedspleje, men fokus i bogen er udelukkende på at holde babys hud og krop sund og naturlig.
Emnet indgår i bredere fremstillinger om barnepleje som Babyhåndbogen, men har her for første gang sin egen bog.