Endnu en særpræget bog i den nye serie Dingo. Forbudt for børn. Bøgerne ser ved første øjekast sjove og lette ud, men læseren får meget mere end sjov ud af denne historie - mærkelige tanker om en mærkelig virkelighed, hvor cyberspace pludselig bliver en håndgribelig realitet. Da seriens særlige karakter næppe er velkendt, kan det være på sin plads med en "forhåndsadvarsel" om, at der her er tale om noget af en udfordring for de 8-10-årige.
Oscar K. og Rasmus Bregnhøi inviterer her læseren ind i et surrealistisk univers, hvor den spilleglade Nick får helt nye og uventede facetter ud af sit computerspil. Man er før stødt på fantasien om mennesket, der forsvinder i cyberspace, men her får vi den modsatte historie, hvor det computerspillets figurer, der ved en enkel tastemanøvre træder lyslevende ind i virkeligheden. Historien byder dog på endnu mere, idet den også handler om, hvad sproget egentlig er, hvad ord kan og meningen med at kunne læse. Meget sært, meget tankevækkende og ret sjovt. Bregnhøi tilføjer mærkværdighederne en særlig let og nærmest fysisk atmosfære.
Oscar K.'s historier tåler sjældent sammenligning med andet. Således er denne historie også helt original, sær og særlig.
Da Nick først finder ud af, hvordan man kan lokke computerspillets figurer ud af computeren og ind i børneværelset, sker der uventede sager, og Nick bliver tvunget til at se på sproget og verden på helt nye måder. Der er seriøst tungt samtalestof blandet ind i fjollerierne - en tænksom bog.