Siden Daniel Golemans meget læste Følelsernes intelligens kom i 1997, er der udgivet en del bøger om samme emne. I denne bog skrevet af en amerikansk professor i psykologi drejer det sig om børn og følelsesmæssig intelligens altså evnen til at håndtere sine egne følelser, så man får øget selvværd og er i stand til at udvikle sunde og gode forhold til andre mennesker. Det er forældrene, som ved at bruge følelsestræning udvikler deres børns følelsesmæssige intelligens. Følelsestræning består af fem trin: 1) At være opmærksom på barnets følelser, 2) At opfatte følelsen som en anledning til fortrolighed og vejledning, 3) At lytte med indføling og anerkende barnets følelser, 4) At hjælpe barnet med at give følelserne ord, 5) At sætte grænser og samtidig lære barnet problemløsning. Bogen er skrevet i et almindeligt sprog og indeholder kun cases og tests i relevant omfang. Amerikanske fædre synes at være meget fraværende i deres børns opvækst, for der er et langt og indtrængende kapitel om faderens betydning for barnet et forhold, der ellers turde være elementært. Måske halvgammel vin på nye flasker og med nye etiketter, men alt i alt en udmærket bog som vil interessere mange forældre, for alle vil vi jo afkommet det bedste.