"Dit syge dyr er mere mørkt end Spice up your life. Kærlighedserklæringerne er her udskiftet med gravskrifter ... Den ensomhedsvemodige og nedtursnedtonede »Kom bare« er lavet i samarbejde med Lasse Kramhøft fra dancehall-duoen Djämes Braun. Tempoet er helt i bund, afdæmpet og blødt flydende. Hav mmmhhh'er roligt, når ikke han afmålt og med ekkoeffekt på vokalen synger om mismod, manglende tiltro til andre mennesker, død og druk ... »Tunge Lunger« er et af de mest interessante eksempler, jeg har hørt, på, hvordan man kan bruge autotune effektfuldt og kunstnerisk. Her giver Hav helt slip og overgiver sig til en depressiv døs, han dykker ned på bunden, får kramper af iltmangel og venter på døden. Kompositionen er enkel, og der er noget genialt i produktionen, der kun lader vokalen ånde gennem autotuningens kunstigt filter".