Dixie og hvalen i Sortehavet

Fantasifuld og "skæv" historie om at ville være god til at spille mundharpe. Men også en fortælling om at bruge sin fantasi til at forestille sig, hvor ting kommer hen, efter man har skyllet ud i toilettet. Bogen henvender sig til de ældste billedbogslæsere pga. den forholdsvis store tekstmængde.

Dixies far har fået en ny mundharpe. Alle laver god musik på den, alle undtagen Dixie og det er han ked af. En dag kommer han ved et uheld til at skylle mundharpen ud i toilettet, og nu går han i gang med at forestille sig at mundharpen er havnet i Sortehavet. Der bor den syngende hval, og den vil lave musik sammen med mundharpen. Op fra toilettet kommer der nu "atju atju" lyde, som er den mest utrolige musik Dixie har hørt. Snart istemmer han selv med "atju atju" og far nyser også med. Sammen laver de en skøn forkølelsessang. En "løjerlig" historie, der sammen med de skæve og collage-agtige billeder signalerer fantasi. Den voksne formidler kan gennemskue at faren er forkølet og har smittet Dixie, da de begge spiller på mundharpen.

Både temaet samt illustrationerne, minder mig om Bennys badekar af Flemming Quist Møller. Derudover er der mange billedbøger, der handler om toiletter, men som oftest er der også et "afføringstema" ind over, hvilket ikke er tilfældet i denne bog.

En fantasifuld og skæv historie velegnet til alle børn med "toilet-fascination". Mange vil kunne nikke genkendende til at man "kommer til" at skylle noget ud i toilettet. Men også om et kærligt far/søn forhold.

Read the full assessment